Esben Andersen, der længe har haft en netshop, har etableret en fysisk butik på »Næsholm«. Han bor smukt i det bakkede landskab få kilometer vest for Nykøbing, på Nygårdsvej mod Højby. Og han værdsætter det dagligt, når han sammen med sin solide vagthund tager en runde på ejendommen. Esben Andersen, indehaver af firmaet Trundholm Hus og Have Service - blandt andet - har over en årrække fået sat skik på gården Næsholm, hvor han nu har indrettet en butik med fiskeudstyr. Han har i flere år haft en stor og blomstrende forretning på internettet (www.eanetshop.sommerhusvagt.dk) med fiskegrej, men nu er tiden moden til en fysisk butik. - Der er flere og flere, som gerne vil have en snak om fiskegrejet, om hvordan man gør, lære lidt nyt og få nogle tip. Og det er jo ikke så nemt via nettet, fortæller Esben Andersen, mens han viser rundt i de nyindrettede lokaler. | ![]() |
Garn, garn og gode råd Her er der god plads til grejet: Garn i massevis - også professionelt udstyr, brugt som han sætter i stand og som mere erfarne fritidsfiskere ofte har stor glæde af. Forskellen mellem garn til amatører og til professionelle er både størrelser og kvaliteter og for den uerfarne er det godt at få et par gode råd med på vejen. Esben Andersen har nok at se til - det vil sige hundredvis af sommerhuse, som han med sin sideløbende forretning som »sommerhusvagt«, skal passe - så den nyetablerede fysiske butik på Næsholm er kun åben efter aftale. - Mange kender mig fra netbutikken og ved, at jeg kun er et telefonkald væk, hvis de vil komme forbi, understreger han. En af de mest populære ting i Esben Andersens forretning er et såkaldt startsæt. Her kan en kommende garnfisker for ca 1.000 kr få alt nødvendigt udstyr til at starte »i det små«, som han udtrykker det. - Og der kommer flere og flere til i disse år. Det er ikke pop, når jeg siger, at det også skyldes den økonomiske nedtur. Mange kan godt se fordelene ved at forene en dejlig hobby med lidt indbringende fiskeri. Og med de kilometervis af strand vi har i Danmark er der jo plads nok til alle, slutter Esben Andersen. AF HENRIK UHRE PRAHL hup@nordvest.dk |
07.08.2011
Pressen Artikkel www.nordvestnyt.dk
Ny butik med fiskegrej